Jeg er virkelig ikke en, der har nemt ved at græde over film – altså medmindre jeg har tømmermænd eller feber, og så er det også kun sofistikerede varer som rørstrømske reklamer og Danielle Steel-agtige romancer (hey, trash-tv er en ret, når man er syg!), der kan bryde ind gennem mit hårde ydre. Ja, jeg har stort set ikke hulket over en film, siden mit episke sammenbrud over ”Nr. 5 lever” (SPOILER: Indtil den åbenbart ikke gør det mere …) som 7-årig.
Men forleden måtte jeg for første gang bukke under for tårerne i en biograf. Ja, mig og i hvert fald to tredjedele af de andre publikummer i biografen lød det til – jeg har vitterligt aldrig hørt så meget snøfteri og finden-lommetørklæder-frem-lyde i en biografsal før. Årsagen var Isao Takahatas grusomt smukke og vanvittigt tragiske ”Grave of the Fireflies” fra 1988.
Filmen handler om to søskende, fjortenårige Seita og fireårige Setsuko, der ender med at måtte klare sig selv i de sidste måneder af anden verdenskrig, hvor Japanske landsbyer gentagne gange bliver bombarderet med brandbomber af amerikanske fly. Som du nok kan høre, er selve scenariet bestemt ikke synderligt opløftende i sig selv, men det, der virkelig gør dette til en af de barskeste film, jeg nogensinde har set, er den sødme og rolige detaljerigdom (tro mig, du vil aldrig kunne se på bolsjedåser på samme måde igen …), historien er fortalt med.
Allerede i løbet af filmens første minutter finder man ud af, at det her nok ikke bliver en af de gange, hvor man springer glad op af sit biografsæde efter filmen og smilende vandrer ud i forårssolen. Men det vildeste er næsten, at den mavepuster og klump i halsen, du får serveret i starten, aldrig forsvinder igen – også selvom ”Grave of the Fireflies” i høj grad er en film fyldt med magi og hverdagseventyrlighed.
Udover selve historien er det især Ghibli-studiets karakteristiske animationer og de to hovedpersoners barnlige og fantasifyldte tilgang til verden, der gør filmen til en følelsesmæssigt stærk oplevelse. Ikke mindst imponerer figurernes kroppe – Setsuka er måske det mest perfekt animerede barn i tegnefilmshistorien og alt ved hendes krop og bevægelser indkapsler perfekt tumlingebarnets klodsethed og indbyggede trossighed. Og så er det forholdet mellem de to søskende, der virkelig gør indtryk, som når Seita desperat forsøger at gøre sin lillesøster i godt humør og distrahere hende fra sin sorg ved nærmest manisk at svinge sig rundt om et jernrør og insistere på, at de bare leger lige nu.
En af grundene til at lige præcis den scene har brændt sig fast i min bevidsthed er, at den bliver holdt så længe, at det til sidst nærmest føles som en (i mangel af bedre ord) gif eller ja, som et tegneseriepanel. Og det fik mig til at tænke: ”Kan en tegneserie det samme?” Jeg vil skråsikkert påstå, at jeg aldrig har grædt over en tegneserie. Men jeg har for den sags skyld heller aldrig grædt over en bog. Måske hænger det sammen med en kontrolforskel mellem det at læse noget i en bog eller en tegneserie, hvor du selv styrer tempoet og i højere grad kan se, hvad der er på vej, mens du med film og tegnefilm ikke rigtig kan nå at distancere dig selv fra det sete, fordi alle dine sanser – især i biografens mørke – bliver rettet mod lærredet?
Eller måske er jeg bare en meget distraheret tegneserie- og boglæser, der nok godt kan blive opslugt af et værk, men aldrig helt glemmer mine omgivelser nok til at blive voldsomt følelsesmæssigt påvirket. Jeg bruger ordet ”voldsomt” her for at skelne mellem det at blive ”almindeligt” følelsesmæssigt påvirket, hvor handlingen i en historie kan gøre dig trist eller glad, og den ”voldsomme” påvirkning, hvor du overhovedet ikke kan styre dine reaktioner, og tårerne pludseligt vælter ud af øjnene. For der er helt sikkert tegneserier, der har påvirket mig følelsesmæssigt og givet mig en klump i halsen – men græde … ikke endnu. Her er dog en kort liste over dem, der har været tæt på:
Jimmy Corrigan af Chris Ware
Selve det overordnede tema med tilbagekomsten af den fraværende far griber mig ikke helt – måske fordi det er nemmere at blive optaget af tegneserieværkets stilistiske egenskaber. Men alligevel er det den tegneserie, der er det første, jeg tænker på, når jeg skal komme i tanke om et værk, der har påvirket mig følelsesmæssigt. Helt specifikt drejer det sig om farfarens historie, hvor han bliver forladt af sin far under besøget på Chicago World’s Columbian Exposition i 1893 og tanken om den lille krop, der pludselig bliver alene blandt menneskemængden.
Palestine af Joe Sacco
Der er meget i ”Palestine,” der kan klassificeres som rystende og chokerende læsning, men det, der altid rammer mig her, er historien om den ældre mand, der fortæller om, hvordan han blev smidt ud af sin families gård, og hvordan han måtte se på, mens flere generationer af oliventræer blev revet op med roden. Fucking oliventræer altså. Der er noget ved tegningernes tegneserieagtige blødhed – og deres upolerede ærlighed – der gør scenariet endnu mere rørende og overrumplende, end hvis man havde set samme historie som et fotografi i en avis med en kort, forklarende tekst til.
Frank af Jim Woodring
Okay, det er måske ikke verdens mest oplagte valg, og så alligevel. Franks verden er så arketypisk og surrealistisk pågående, at det er umuligt ikke at føle med ham. Han er den ultimative antropomorfe figur, som bevæger sig rundt i det her mærkelige psykedeliske univers, der både er truende og lokkende – og hvor alting er så sært, at man i sidste ende ikke har andet en følelser at navigere rundt i historien med. Her er der ikke noget konkret scenarie, jeg kan komme i tanke om, men mere en følelse af konstant ængstelighed. Åh, det er så hårdt, når der sker onde ting for Frank.
Honorable mention: Fun Home af Alison Bechdel
Mine tårekanalers specialpris går til Alison Bechdel for at have skabt et værk, der på trods af sit tragiske omdrejningspunkt har en alt for intellektualiserende tilgang til fortællingen, til at man helt kan blive følelsesmæssigt overrumplet af den. I hvert fald indtil man begynder at tænke over, hvordan den nærmest objektive og konstant analyserende fortællestil genkalder den afdøde fars egne reaktionsmønstre og at valget af denne stil muligvis er udtryk for et desperat forsøg på at forstå og nærme sig ham. Og det er direkte hjerteskærende.
